Press Pixels
Background Slider

FAGFORENINGSLISTEN OG IDA’s VALGKOMPAS

IDA’s valgkompas indeholder en række udsagn – 9 i alt – som de enkelte lister, forud for valget, har forholdt sig til og givet en prioritering; 1-5 hvor 1 er “helt uenig” og 5 er “helt enig”.

Valgkompasset som bliver tilgængeligt når valget går i gang, har som sit væsentligste formål, at guide den enkelte vælger hen til den liste, som passer bedst med vælgerens egen overbevisning, i forhold til hvad er vigtigt, altså fuldstændigt lige som fx et folketingsvalg.

  1. IDA skal være mere synlig i samfundsdebatten og ad den vej påvirke politiske beslutninger inden for emner, der fordrer ingeniørmæssig eller naturvidenskabelig kompetence.

    Ja, helt bestemt! Det er vigtigt at IDA er meget synlig i samfundsdebatten, så IDA, med sine tekniske og naturvidenskabelige kompetencer, kan påvirke de politiske beslutninger i teknologiske bæredygtige/fornuftige retninger. IDA har muligheden for at være en af de væsentligste aktører ift. at arbejde for en inddragelse af FN’s verdensmål i de politiske beslutningsprocesser, og den mulighed skal selvfølgelig udnyttes. Fagforeningslisten har givet udsagnet karakteren 5.

  2. IDA skal blive i AC-fællesskabet, så overenskomstforhandlingerne foregår i samarbejde med de øvrige akademikerorganisationer.

    Ja, IDA skal blive i AC-fællesskabet, for sammen med de øvrige organisationer i AC-fællesskabet står vi meget stærkere, bl.a. ved den centrale overenskomstforhandlinger. Vi har, generelt set, meget mere der samler os end der deler os. Helt generelt mener vi i Fagforeningslisten at sammenhold gør stærk og at vi når mest ved at stå sammen. Fagforeningslisten har givet udsagnet karakteren 5.

  3. IDA skal arbejde for at tiltrække udenlandske ingeniører og naturvidenskabelige kandidater til Danmark.

    Ja, dels fordi det bidrager til at modvirke flaskehalsproblemer ift. besættelse af ingeniør-/naturvidenskabelige jobs, dels fordi vi skal “arbejde med” en globaliseret verden i stedet for at “arbejde imod”.   Vi ser udenlandske ingeniører og naturvidenskabelige kandidater som et positivt bidrag til det danske arbejdsmarked, muligheder for yderligere udvikling af dansk innovationskultur og helt generelt den danske kultur/selvforståelse. Fagforeningslisten har givet udsagnet karakteren 4.

  4. IDA skal være en eksklusiv fagforening for ingeniører og cand.scient.er, og skal derfor ikke optage medlemmer med kortere tekniske uddannelser.

    Nej. IDA har gavn af at have en bred vifte af akademiske uddannelser inde under sin kappe. Vi mener at denne bredde bidrager positivt til den samlede faglige kompetence i IDA, og forståelsen af relevante samfundsforhold. Vi anerkender medlemmer, der har arbejdet i ingeniørjob og som har en teknisk diplomuddannelse, som ligeværdige medlemmer. Fagforeningslisten har givet udsagnet 1.

  5. IDA skal arbejde for at hæve beløbsgrænsen for arbejdstagere fra ikke-EU-lande, der kommer til Danmark for at arbejde.

    Det er ikke en højt prioriteret problemstilling i Fagforeningens politiske arbejde. Fagforeningslisten har givet udsagnet 3.

  6. IDA skal være mere synlig som fagforening på arbejdspladserne, end foreningen er i dag.

    Ja, helt bestemt. IDA’s væsentligste aktører på de danske arbejdspladser, er de lokalt valgte tillidsrepræsentanter, og dem skal IDA i den grad stå bag. Helt konkret handler det om at IDA skal klæde den enkelte TR på til at kunne arbejde lokalt for bedre løn- og ansættelsesvilkår, og bakke op i vanskelige sager, fx i forbindelse med fyrings-/udflytningsrunder. Fagforeningslisten har givet udsagnet 5.

  7. IDAs politiske system – med 65 medlemmer af repræsentantskabet og 12 politiske lister – er for stort og uoverskueligt og skal trimmes.

    Nej. En slankning af det politiske systems lister indeholder en indbygget risiko for at der opstår et demokratisk underskud. Styrken ved det nuværende system er netop, at også de små lister kan få taletid hvilket er vigtigt i forhold til ønsket om “reelt demokrati”. Da IDA er en forening i vækst, er det uheldigt at reducere antallet af medlemmer i repræsentantskabet af hensyn til behov for overskuelighed. Antallet af lister er en konsekvens af den demokratiske ret til at søge indflydelse. Det er vigtigt, at alle har mulighed for at søge indflydelse. Derfor går Fagforeningslisten ikke ind for at sætte grænser for antallet af lister. Fagforeningslisten har givet udsagnet 1.

  8. IDA skal opprioritere det sociale og faglige arbejde ude i landet frem for at satse på store arrangementer i København.

    Fagforeningslisten mener ikke at der er behov for en opprioritering på bekostning af aktiviteter i København. IDA har mange medlemmer i København, så der skal være gode arrangementer i København. Der skal også være gode arrangementer ude i landet. Fremfor at nedprioritere København, mener Fagforeningslisten, at der er behov for en bedre koordinering mellem de enkelte regioner, selskaber og administrationen i forhold til planlægning og afholdelse af arrangementer. Fagforeningslisten har givet udsagnet 3.

  9. IDA skal støtte opstartmiljøet i Danmark gennem økonomisk støtte til medlemmer, der ønsker at starte selvstændig virksomhed.

    Er ikke et højt prioriteret indsatsområde for Fagforeningslisten. Vi mener at IDA skal være med til at skabe bedre rammer for opstartsmiljøer fx ved at udbyde kurser, etablere netværk og stille fysiske lokaler til rådighed. Der er mange andre muligheder for at støtte opstartsmiljøer end alene økonomisk støtte. Fagforeningslisten har givet udsagnet 2.

De højest prioriterede indsatsområder for Fagforeningslisten er altså “1”, “2” og “6”, dernæst “3”, “5” og “8”. I bunden ligger “9”, “4” og “7”.

Hilsen Annette, Henrik og Malene

FAGFORENINGSLISTEN OG IDA’s VALGKOMPAS